Økonomisk støtte fra ”DIF og DGI’s foreningspulje’

05-02-2018 14:22 |  DPF - CMS |  Pernille Toft



Det vil snart være muligt for vores medlemsklubber at søge økonomisk støtte fra  ”DIF og DGI’s foreningspulje’
DIF og DGI kommer fremover til at uddele cirka 45 millioner kroner årligt direkte til de lokale idrætsforeninger, og jeres klub vil også have mulighed for at søge puljen.

Pengene skal gå til projekter og tiltag, som kan styrke foreningerne og bakker op om DIF og DGI’s vision om at få flere aktive danskere og flere danskere ind i idrætsforeningerne.

Midlerne skal være med til at skabe rum til udvikling i foreningerne. De skal gå til initiativer, som er med til at sikre idrætsforeningernes daglige virke, og som understøtter, at flere danskere skal være medlem af en idrætsforening.

Der kan være tale om støtte til foreningsudvikling, indkøb af idrætsmateriel, udarbejdelse af informationsmateriale, inkludering af nye målgrupper, afholdelse af events, opstart af nye aktiviteter og lignende initiativer.

De nærmere kriterier er i øjeblikket ved at blive fastlagt af de to organisationer, og det forventes, at foreningerne kan ansøge fra medio april.

Ansøgningsprocessen kommer til at foregå via Centralt ForeningsRegister (CFR - www.medlemstal.dk), som foreningerne også bruger til at registrere medlemstal. Alle foreninger vil modtage yderlige information om DIF og DGI’s foreningspulje direkte fra CFR – blandt andet når det åbnes op for ansøgninger.

Ved behandlingen af ansøgningerne til puljen vil der blive lagt vægt på, at midlerne skal ud at virke i mange foreninger i hele landet.

Selvom der går nogle måneder, før det er muligt at ansøge, så er det en god idé allerede nu at overveje, hvilke initiativer der kan hjælpe jeres klub til at udvikle sig.


Fakta om ’DIF og DGI’s foreningspulje’:

• ’DIF og DGI’s foreningspulje’ afløser loven om automatmidler.

• Loven om automatmidler indebar, at spillehaller fik en afgiftsnedsættelse, når de donerede noget af deres overskud til det lokale foreningsliv.

• Misbrug af ordningen førte til, at Folketinget vedtog en midlertidig ordning.

• Den midlertidige ordning blev kort inden årsskiftet erstattet af en permanent aftale, og det er herfra, at midlerne til ’DIF og DGI’s foreningspulje’ kommer fra.




 







 


Cookies
Delete item?